Danmarks tre par kongeørne har fire unger

torsdag 14. august 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
For første gang nogensinde er der unger i alle beboede kongeørne-reder i Danmark. Hele fire unger er netop fløjet ud fra tre reder. Dermed har den danske bestand af kongeørne fostret 15 flyvedygtige unger siden 1999
Jan Skriver
I år er der i Danmark tre lokaliteter med beboede kongeørne-reder, alle i den nordlige og østlige del af Jylland.

For første gang siden kongeørnen i 1999 sensationelt indvandrede som dansk ynglefugl, er der kommet unger på vinger fra alle kendte rede-lokaliteter.

I den kommende tid vil årets unge ørne for alvor begynde at flyve over deres skove, hvorpå de store rovfugle vil flakke en del om i landskabet.
Særligt på dage med lune, opadstigende luftstrømme, termik, vil kongeørnene svæve.

- Den unge kongeørn fra Høstemark Skov i Lille Vildmose forlod selve reden allerede midt i juni. Derpå sad den i flere uger i skoven i nabolaget af redestedet. Det er først her i august, at den ofte vil vise sig i luftrummet over den nordlige del af Vildmosen, siger ornitologen Tscherning Clausen, der i Dansk Ornitologisk Forenings projekt ”Danmarks Truede og Sjældne Ynglefugle”, (DATSY), samler alle oplysninger om de danske kongeørne.

- Vi har gjort den erfaring, at rutinerede kongeørne med veletablerede territorier meget tidligt på sæsonen lægger æg, og derfor får deres unger ud på de første flyveture i løbet af juli. I hvert fald hvis vinteren er mild.

- De første år med ynglende danske kongeørne skulle vi helt hen i august, før ungerne viste sig over skovene, siger Tscherning Clausen.

Det veletablerede og rutinerede par i Høstemark Skov har siden 2003 fostret hele 6 unger, en hvert år. I år har kongeørneparret nord for Limfjorden for andet år succes med dets yngel. Parrets to unger er for længst flyvedygtige.

Det tredje par kongeørne har etableret et fast territorium ved Mariager Fjord, og dette ørnepar har efter flere års tilløb for første gang fået en unge. Den vil ifølge Tscherning Clausen formentlig først for alvor vise sig i terrænet mod slutningen af august.

DOF’s kongeørneekspert henstiller til, at publikum tager hensyn til ynglende kongeørne ved udelukkende at betragte dem på afstand. De store rovfugle er sårbare over for forstyrrelser, når de etablerer sig i det tidlige forår, og i ugerne efter at ungerne har forladt rederne.

Unge, urutinerede rovfugle er i denne perioder lette at skræmme, og det øger risikoen for, at de kommer ud for uheld. For eksempel kan de dumpe ned på skovbunden, hvor ræve kan være en trussel.

En fjerde ørnelokalitet er måske på vej i Thy, som er Danmarks første nationalpark. Klithederne og plantagerne syd for Hanstholm har potentiale til at blive et af nationens faste terræner for ynglende kongeørne.

I hvert fald bliver der jævnligt observeret kongeørn over de vidtstrakte klitheder på nordvesthjørnet af Jylland.

Yderligere oplysninger fås hos:

Tscherning Clausen, DOF’s artscaretaker for kongeørnen, tlf. 98 31 73 54.

Michael Borch Grell, biolog, Dansk Ornitologisk Forening, tlf. 33 28 38 00.