Millioner af fugle dræbes mod ruder

fredag 8. august 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Mellem en og tre millioner fugle dræbes hvert år mod danske vinduer og glasfacader. Det skriver bladet Fugle og Natur på baggrund af udenlandske undersøgelser
Fugle, som dræbes ved at flyve mod vinduer og glasfacader, har ikke haft den store opmærksomhed herhjemme. Hvilket nok kan undre, omfangets størrelse taget i betragtning. Alene i USA regner man med, at mængden af fugle som dræbes ved at flyve mod vinduer, svarer til et større olieudslip – hver dag! Ifølge den amerikanske fugleorganisation National Audubon Society, som netop har udgivet en rapport om problemet, dør der mellem 100 millioner og 1 milliard fugle årligt i Nordamerika på grund af kollisioner mod ruder. I England regner man med, at omkring 100 millioner fugle kolliderer mod vinduer, hvoraf cirka en tredjedel dør af deres kvæstelser.

På den baggrund vurderer naturvejleder Allan Gudio Nielsen fra Fugleværnsfonden og Dansk Ornitologisk Forening, at der hvert år dræbes mellem en og tre millioner fugle herhjemme ved kollisioner med vinduer eller glasfacader.

”På trods af de høje tal er der dog ikke noget som tyder på, at rudedrab har nogen betydning for den samlede fuglebestand, i hvert fald ikke herhjemme, men det er endnu en negativ faktor, som bør tages alvorligt, og som kan lægges oven i bunken af andre menneskeskabte problemer for fuglene”, påpeger Allan Gudio Nielsen i en artikel i Fugle og Natur.

De fleste undersøgelser af rudedræbte fugle stammer fra USA, hvor man i højere grad er opmærksom på problemet, sandsynligvis fordi flere af landets storbyer, f.eks. Chicago og New York, ligger midt på mange af de nordamerikanske småfugles trækrute, og mængden af dræbte fugle derfor naturligvis er høj, især om natten. Der findes således eksempler på højhuse, som visse dage dræber op til 200 fugle.

Men også støjværn af glas har rundt omkring i Verden skabt store problemer for fuglene. Det erfarede man for nylig i Holland på den nye højhastighedslinje mellem Antwerpen og Amsterdam, hvor de såkaldte TGV tog kører med hastigheder på op til 320 km i timen. For at dæmpe støjen opsatte man på kilometerlange strækninger høje, gennemsigtige støjværn med det resultat, at tusindvis af fugle fløj mod støjværnet og døde.

Efter massive protester fra hollandske miljøorganisationer udskiftede man de glasklare støjværn med stribede, som fuglene lettere kunne se. Pris ca. 175 millioner kroner…

Allan Gudio Nielsen anbefaler på den baggrund, at ikke bare private husejere, men også større bygherrer og arkitekter i højere grad tager hensyn til fuglene ved indretning af byggerier og støjværn.

Yderligere oplysninger: Naturvejleder Allan Gudio Nielsen 33 28 38 16 el. 20 89 09 09