Rovdyrfri yngleøer og våde enge baner vejen for skestorken

onsdag 4. juni 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
I 1996 genindvandrede skestorken i dansk natur efter 30 års fravær. Et enkelt par ynglede dén sommer. Lige siden har kurven over antallet af ynglende skestorke peget op ad. Der er en naturlig forklaring på fremgangen
Jan Skriver
Det er langt fra tilfældigt, at skestorken har bredt sig i den danske natur. Der er flere naturlige forklaringer på, at den hvide ibis med skenæbbet er blevet et fast indslag i kystnaturen fra Vadehavet over de vestjyske lagunefjorde til Limfjordslandet.

Det fastslår biolog Michael Borch Grell, der leder Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) projekt ”Danmarks Truede og Sjældne Ynglefugle” – DATSY.

- Vi har fra første færd formået at passe godt på de fugle, der grundlagde den bestand, vi har i dag. Det er sket gennem et forbilledligt samarbejde mellem frivillige fugleoptællere og naturovervågere i DOF og de statslige naturforvaltere i Miljøministeriet. Der er først og fremmest blevet gjort en stor indsats for at regulere de ræve på skestorkens yngleøer, som kan udrydde bestandene af kolonirugende kystfugle. Det er altafgørende for skestorke og andre arter af kolonirugere i kystnaturen, at øerne er fri for ræve, mink eller andre firbenede rovdyr. Ja, også for menneskelige forstyrrelser, siger Michael Borch Grell.

Biologen påpeger, at den talstærke bestand af skestorke i Holland har givet afsæt til den danske bestand, der er verdens nordligste for arten.

I Holland har der i årtier været gjort en målrettet indsats for at sikre skestorken rovdyrfri redesteder. Det flade vadehavsland, hvis natur er præget af tidevand, er i sig selv geografisk set som skabt til skestorke.

- I Danmark har skestorken nydt godt af den betydelige naturforvaltningsindsats, der her i landet er gennemført de seneste årtier. Her tænker jeg for eksempel på den hævning af vandstanden på Bygholm Vejle, som ejeren af reservatet, Aage V. Jensen Naturfond, har stået bag. Også retableringen af Vilsted Sø i Vesthimmerland nær Limfjorden og genskabelsen af Skjern Å-deltaet har udviklet sig til meget vigtige fødeområder for de lokale ynglekolonier af skestorke, siger Michael Borch Grell.

- Det ser ud til, at store brak- eller strandengsområder har en væsentlig betydning for skestorken, da de småsøer, pytter, loer og render med tidevand som netop findes i engområder, der ikke er omkranset af diger, er skestorkenes vigtigste terræn at finde føde i. Det er tydeligt, at der nær alle danske ynglekolonier af skestorke findes betydelige arealer med første kvalitets strandenge, hvor der er ekstensiv græsning af kreaturer, og hvor de naturlige tidevandsbevægelser i losystemerne er intakte. Det gælder i flere områder omkring Limfjordens østlige bredninger, Bygholm-engen i Vejlerne, Tipperne og Værnengene i Ringkøbing Fjord og Skallingen ved Ho Bugt.

- Sådanne store og velbevarede strandengsområder findes efterhånden kun få steder i Danmark, og det kan begrænse skestorkens fortsatte udbredelse hos os, siger biologen i DOF.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
Biolog Michael Borch Grell, leder af DOF’s naturfaglige afdeling.
Tlf. 33 28 38 20.
Mobil: 22 12 72 40.