Ingen fabrik ved flamingoernes Lake Natron

torsdag 15. maj 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Virksomheden bag udvindingsplanerne ved Lake Natron i Tanzania har nu trukket projektet tilbage. Dermed er truslen mod flamingoerne og en af verdens største naturattraktioner foreløbigt fjernet
Tina Møller
I november forrige år protesterede Wildlife Conservation Society of Tanzania (WCST) sammen med Dansk Ornitologisk Forening og partnerorganisationen Birdlife International overfor den tanzanianske regerings forslag om opførelsen af en fabrik, der skulle udvinde soda fra Lake Natron, hvor 75 % af verdens bestand af lille flamingoer yngler. Protesten blev taget til efterretning, og virksomheden bag udvindingsforslaget blev bedt om at udarbejde grundigere miljøberegninger og overveje alternative udvindingspladser.

I denne uge har den tanzaniansk-indiske virksomhed så trukket planerne om en fabrik ved Lake Natron fuldstændig tilbage. Hermed er truslen mod de mange flamingoer fjernet for nu. Virksomheden offentliggjorde beslutningen på et interessentmøde, hvor de bekendtgjorde at nye studier på området skulle foretages, og at alle tidligere planer var droppet. Beslutningen kommer efter, at investorerne har trukket sig ud af projektet grundet miljømæssige bekymringer.

Lake Natron er kendt for sin enestående biologi, hvor der stort set kun lever flamingoer og cyanobakterier, som udgør flamingoernes føde. Dette giver flamingoerne en unik beskyttelse mod fjender. Derudover er Lake Natron en velbesøgt turistattraktion, da det er det eneste sted i Østafrika, hvor de ca. 2 mio. flamingoer yngler.

Dansk Ornitologisk Forening har arbejdet sammen med Wildlife Conservation Society of Tanzania (WCST) i knap 20 år. De seneste otte år i et projekt støttet af Danida.