Kæmpe-ugle skræmmer livet af stærene i Sort Sol

onsdag 9. april 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
I dette forår er stærenes skumringsforestilling i Tøndermarsken med turister som publikum flere gange blevet forstyrret. Flere sjældne og fredede store hornugler har skræmt stærene, så de har flyttet sovesteder hyppigere end normalt
Jan Skriver
Det er naturens orden, at der er kødædere i nabolaget, når titusinder af fugle flokkes for natten på et begrænset areal.

Men det er en uorden, når turister i busser venter forgæves på sort sol, fordi kødædere absolut skal delikatere sig med aftenens hovedrolleindehavere.

Og sådan har det været flere gange dette forår i Tøndermarsken, hvor adskillige hundrede tusinde stære overnatter skulder ved skulder, og sidst på dagen står sammen om begrebet ”Sort Sol”, en smidig og bevægelig sky af stære.

- Jeg har i omkring 25 år hvert forår nydt Tøndermarskens kæmpeflokke af stære, der har en håndfuld klassiske overnatningssteder, hvor fuglene sidder tæt sammen primært i rørskovene ved Rudbøl Sø og i Magisterkogen. Men dette forår har været atypisk og kaotisk for stæreflokkene, for en eller flere store hornugler har skabt så stor panik blandt stærene, at de stort set dagligt har måttet flygte fra deres traditionelle sovepladser til mere uglesikre lokaliteter, siger ornitologen Martin Iversen, der er formand for Fugleværnsfonden i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

- I adskillige tilfælde har vi set, at stærene fra deres normalt sikre soveplads i de tætte rørskove i Magisterkogen ved den dansk-tyske grænse er flygtet til en granskov i Aventoft på den tyske side. De er simpelthen skræmt derover.

- Der yngler flere par store hornugler i en radius af få kilometer fra Magisterkogen og marsken vest for Tønder. Det er formentlig disse indfødte ugler, der har fundet ud af at sidde på digerne ved stæreovernatningspladserne og skaffe sig overblik.

- Når det så bliver mørkt, slår uglerne til. Da lander de bogstaveligt talt på det levende tæppe af stære, der befinder sig i rørskoven. Flokkene går i panik, og måske flyver 100.000 fugle op.

Næste aften finder flokken så et nyt sted, hvor fuglene føler sig mere sikre mod ugleangreb. Sådan er naturen, vi kan ikke styre den, selv om det kan være upraktisk for et publikum, hvis den forventede forestilling udebliver, siger Martin Iversen.

Forårets Sort Sol i Tøndermarsken varer fra midt i marts og til cirka to uger ind i april. Forestillingen er langt mere hektisk om foråret, end det er tilfældet i sensommeren og om efteråret, da der er masser af ungfugle med i flokkene, der på den årstid også har bedre tid.

Om foråret skal stærene, der er i transit i Tøndermarsken, skynde sig videre på trækket mod nord og øst for at yngle.

Når der i begyndelsen af april er flest, skønnes flokkene at tælle omkring en halv million stære.
Det kan godt være, at de store hornugler er en slags irritationsmomenter, der kan få en ellers pålidelig forestilling til at flytte sig, men forhindre Sort Sol kan uglerne på ingen måde.

Hvis man er guide eller naturvejleder og har lovet publikum skyer af stære, skal man bare lede efter flokkene lidt længere tid og være indstillet på at forberede sig mere end tidligere.

For stærene er i terrænet. De har bare søgt fred og ro for den store hornugle, en af den danske fuglefaunas mest frygtindgydende jægere.

Yderligere oplysninger:

Martin Iversen.
Tlf. 30 70 36 01