Sjællandsk vinterstork aflæst på træk mod syd

onsdag 16. januar 2008 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Det var bedre sent end aldrig for den unge hvide stork, der i nytårsdagene blev set på Lolland. Den trak til Sønderjylland, og er sikkert nu nået til Tyskland eller Frankrig
Jan Skriver
Den hedder noget så upoetisk som ”1A84”, men nummeret på den lette ring af aluminium, der sidder på storkens højre ben, er godt for noget.

Det kan aflæses, så nu ved vi, at den hvide stork, der i en ugelang periode omkring nytår blev set i Lille Slemminge på Lolland, er en af ungerne fra det sjællandske storkepar i Hvedstrup ved Roskilde.

- Efter at ”1A84” i kraft af digitale fotos var blevet aflæst i dagene efter nytår, da den holdt til på nogle af Lollands marker, må snevejr og kulde have tilskyndet den til at trække mod sydvest. 5. januar 2008 blev den nemlig set og aflæst i Søgård syd for Åbenrå. Jeg formoder, at storken nu er fløjet videre mod syd, så den sikkert befinder sig et sted i Tyskland eller Frankrig, siger Hans Skov, der er storkeekspert i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

”1A84” er en af de fire unger fra årgang 2004 i reden i Hvedstrup, hvor Sjællands første storkepar i nyere tid begyndte at yngle. Den er genmeldt flere gange som trækfugl.

I 2005 havde den et uheld i den østlige del af Frankrig, da den fløj mod elledninger og måtte i pleje en tid.

Den kom sig dog, og i vinteren 2005/2006 overvintrede den ved Rhonefloden cirka 60 kilometer nord for Rhonedeltaet i Frankrig.

I sommers blev den så set ved sin fædrene rede i Hvedstrup, hvor den var nær sine forældre, og i dagene omkring nytår blev den altså konstateret på Lolland, hvor den måske ville have holdt vinter, hvis det ikke var sat ind med kulde og sne.

- Forklaringen på trægheden i den unge storks trækdrift kan hænge sammen med, at forældre-fuglene i Hvedstrup ikke trækker. Den har måske også været en kende svag efter sit uheld i det franske, siger Hans Skov, der glæder sig over, at storken nu er trukket mod syd.

- Det er et godt tegn, at den opfører sig som en vild og naturlig stork, hvad angår trækdrift. ”1A84” er dog påfaldende tillidsfuld, men det hænger sammen med, at den har været i menneskehænder, da den var i fransk pleje, siger Hans Skov.

Den unge sjællandske stork vil sagtens kunne nå sydpå til sine artsfæller for at holde vinter. Hvis vinden er gunstig, kan en stork tilbagelægge flere hundrede kilometer på en dag.

- Den vil næppe flyve til Afrika, men sandsynligvis til det sydlige Frankrig eller Spanien, hvor mange af Europas storke holder vinter, siger Hans Skov.

- Siden 1990’erne er der opstået et nyt storkefænomen netop ved Rhonefloden i Sydfrankrig.

Her holder flere hundrede storke vinter i stedet for at flyve til Afrika, siger DOF’s storkeekspert.