Tossefugl på landlov

onsdag 21. november 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Når havets stormomsuste og stolte sule må nødlande på land, er den så langt ude, at det i reglen går grumme galt
Jan Skriver
Det havde blæst en tid, og der var set hundreder af suler langs Jyllands vestkyst.

Ved Skagens Gren havde ekstraordinært mange havfugle rundet spidsen, og de fleste havde taget turen mod syd og østpå mod de indre farvande for at finde føde. Og velsagtens for at nå roligere fiskevande.

Men for en af dem gik det galt i en grad, så det vanskeligt kan blive værre.

Den fløj ind over fastlandet, hvor den måtte nødlande i Lille Vildmose. Her lå havsulen en hel dag på et græsareal og virkede desillusioneret og apatisk.

Og jeg kom til at tænke på, at søfolk i gamle dage kaldte sulen for tossefuglen, fordi den er så lidt sky, at den lader sig gribe på reden, som søens folk sagde.

Søfolkene mente også, at sulen var sorgløs, når den på havet svømmede med sit hoved under en vinge, så man kunne komme den ganske nær. Jo, sulen var en tosset fugl.

Ved Vestkysten af Jylland kaldte folk en sule for en ”basserok”. Forklaringen på dét øgenavn ligger lige for, da Nordsøens største koloni af suler findes på den stejle ubeboede klippeø Bass Rock ved Skotlands østkyst. Her yngler i disse år flere end 50.000 par suler.

I Vendsyssel vidste man nok, hvor sulen kom fra. Her kaldte man den store, hvide fugl, der har et vingefang på halvanden meter, for en ”grønlænderstork”.

Nogle steder var der overtro forbundet med sulerne. Hvis en havsule fløj ind over et skib, betød det et snarligt uvejr, og så var det ellers med at komme i havn.

Den nødlandede sule fra Lille Vildmose kom i havn i løbet af natten. Den var i hvert fald væk om morgenen efter sin nødlanding. Bestanden af ræve er god derude i mosen.