Skold dit foderbræt!

mandag 5. november 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den kolde tid nærmer sig, og det er sæson for fuglefodring i de danske haver. Men det er ikke nok at fodre fuglene. Man skal også sørge for, at foderbrættet holdes rent, så fuglene ikke bliver syge, skriver bladet Fugle og Natur.
Fugle og Natur
Det er naturvejleder Allan Gudio Nielsen fra Fugleværnsfonden, der giver gode råd om rengøring af fuglenes foderplads: ”Hvis Fødevarestyrelsen en dag skulle komme forbi for at kontrollere hygiejnen på mit foderbræt, er jeg ret sikker på, at de ville tildele det en storsmilende Smiley.

Jeg nemlig meget påpasselig med at undgå sygdomsfremkaldende smittekilder på foderbrættet. Følger man blot nogle få, enkle regler, kan man minimere risikoen for, at der pludselig ligger syge og døde fugle omkring foderbrættet”, skriver Allan Gudio Nielsen i Fugle og Natur.

Kogende vand over foderbrættet

”Selv om det måske ser lidt mærkeligt ud, så hælder jeg med jævne mellemrum kogende vand ud over foderbrættet for at dræbe eventuelle bakterier og virus. Er man ikke meget for at slæbe kogekedlen udendørs, kan man i stedet vælge at bruge et bakteriedræbende vaskemiddel.

Uanset hvilken metode man anvender, er det vigtigt først at fjerne gamle foderrester, frøskaller og fugleekskrementer på selve foderbrættet - også helt ude i krogene. Vælg derfor altid et foderbræt som er let at rengøre. Gør det også til en god regel at fjerne gamle foderrester under foderbrættet, da der her virkelig er grobund for smittekilder. Desuden tiltrækker gammelt foder både rotter og mus. Man skal også være opmærksom på, at sygdomme kan stamme fra selve foderet, f.eks. hvis det har været i kontakt med gnavere.

Opbevar derfor altid dit fuglefoder i en lukket beholder. Endelig er det en god ide at flytte foderpladsen rundt i haven nogle gange i løbet af året”, fortæller Allan Gudio Nielsen.

Hold pause efter sygdom

Trods alle anstrengelser for at holde foderpladsen fri for sygdomme, så kan det alligevel gå galt. I slutningen af vinteren sidste år blev der over hele landet meldt om mange syge fugle, især af arter som Grønsisken, Bogfinke og Kvækerfinke. En mulig forklaring kan være den usædvanlig milde vinter sidste år. I løbet af en almindelig vinter vil der, når kulden og fødemanglen for alvor sætter ind, normalt være en barsk sortering af syge og svage individer. Mange af disse fugle når aldrig i nærheden af et foderbræt. Er vinteren derimod mild, forlænges deres levetid, og de opsøger lette fødekilder, som for eksempel et veldækket foderbræt - og så har vi balladen.

Finder man derfor pludselig syge fugle i sin have, er der kun én ting at gøre: At stoppe med al fodring i en periode, helst i en måneds tid, siger naturvejlederen.

Yderligere oplysninger: Naturvejleder Allan Gudio Nielsen 33283816/20890909