Lake Natron i Tanzania trues af storindustri

onsdag 31. oktober 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Verdens vigtigste område for flamingoer, Lake Natron, er i overhængende fare for at blive ødelagt af kommerciel råstofindvinding. Dansk Ornitologisk Forening har sammen med andre partnere i BirdLife International protesteret overfor den tanzanianske regering
Tine Stampe
Den tanzanianske regering skal d. 1. november tage stilling til opførelsen af en fabrik, der skal udvinde soda fra Lake Natron, hvor 75% af Verdens bestand af lille flamingo yngler. Lake Natron er verdenskendt for sin unikke biologi, hvor der stort set kun lever flamingoer og cyanobakterier, som udgør flamingoernes føde. Dette giver flamingoerne en enestående beskyttelse mod fjender. Lake Natron er det eneste sted i Østafrika, hvor de ca. 2 mio. flamingoer yngler, hvilket også gør den til en velbesøgt turistattraktion, der ofte bliver portrætteret i naturudsendelser.

Dansk Ornitologisk Forening har arbejdet for bevarelsen af Tanzanias biodiversitet igennem mange år og har indtrængende appelleret til de tanzanianske myndigheder om ikke at tillade indvindingen, som vil ødelægge det unikke økosystem i søen og lede til en betydelig indvandring af maraboustorke, som æder flamingoernes unger.

Dansk Ornitologisk Forening har arbejdet sammen med Wildlife Conservation Society of Tanzania (WCST) i knap 20 år. De seneste 8 år i et projekt støttet af Danida.