Mange syge fugle på foderbrættet

onsdag 7. marts 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening får i øjeblikket usædvanlig mange henvendelser om fugle, der er syge eller døde i haverne. Den milde vinter betyder muligvis, at syge fugle lever længere og dermed smitter flere fugle.
Knud Flensted
Siden midten af februar har DOF fået mange henvendelser om grønsiskener, grønirisker og stillitser, som folk finder syge, stærkt afkræftede og døende.

En del af fuglene er blevet undersøgt på Veterinærinstituttet, DTU og de har vist sig at have Salmonella. Derfor opfordrer DOF folk til at være opmærksomme på syge fugle og følge DOF’s 7 gode råd om fuglefodring og hygiejne.

Hvis man finder en syg fugl i haven, er det meget vigtigt at indstille fodringen i mindst en måned, og man opfordres til at indsende fuglen(e) til nærmere undersøgelse på Veterinærinstituttet, DTU, Sektion for Pelsdyr og Vildt, Hangøvej 2, 8200 Århus N.

Syv gode råd om fuglefodring
1. Fjern gamle foderrester, frøskaller og fugleekskrementer med jævne mellemrum og mindst en gang om måneden. Et par gange i sæsonen kan det være en god ide at vaske fuglebrættet med kogende vand, og brug gerne et bakteriedræbende vaskemiddel.

2. Flyt så vidt muligt foderpladsen rundt i haven nogle gange i løbet af fodersæsonen, fx hver anden eller tredje måned.

3. Sørg for at foderpladsen ikke står tæt ved grønsagsbed, krydderurtebed eller steder, hvor du opbevarer grøntsager, frugt og lignende, som siden skal spises af mennesker eller husdyr.

4. Vælg et fuglebræt eller en foderautomat, der er let at rengøre.

5. Opbevar fuglefoderet tørt og i en lukket beholder eller på et sted, hvor mus og rotter ikke har adgang. Gnaverne kan også overføre salmonella til foderet.

6. Vask hænderne, når du har fodret fuglene, ligesom før du sætter dig til bords.

7. Finder du syge fugle i nærheden af foderpladsen, så indstil fodringen i minimum en måned, og sørg for at ovenstående regler følges.

Yderligere oplysninger:
Biolog Knud N. Flensted, telefon 33 28 38 33 eller 21 24 22 75