EU forbyder al handel med vilde fugle

torsdag 18. januar 2007 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Sjældne og truede papegøjer kan blive reddet fra udryddelse, fordi EU fra sommeren 2007 har indført et totalt stop for handel med alle vilde fugle. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) kalder forbuddet en sejr for naturen
Jan Skriver
Skønsmæssigt vil op imod 2 millioner vilde fugle verden over hvert år fra den kommende sommer blive skånet for at blive fanget, handlet og puttet i bur for at ende deres dage i fangenskab i Europa.

Og flere arter af sjældne afrikanske og sydamerikanske papegøjer, der er truet af udryddelse, vil få udsigt til en lysere fremtid.
Sådan lyder perspektiverne i det forbud mod handel med vilde fugle, som EU fra 1. juli 2007 indfører permanent.

Fuglebeskyttelsesorganisationen BirdLife International, som Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er en del af, har længe kæmpet for at bremse den verdensomspændende handel med vilde fugle.

Denne handel skønnes årligt at have omkring 800.000 fugle, der hører til i kategorien af særligt truede fuglearter, på samvittigheden.
Det er anslået, at omkring 3.000 af verdens cirka 9.600 arter af fugle, bliver fanget og brugt som handelsvarer verden over. Den internationale handel med vilde fugle menes at være den væsentligste trussel for mindst 55 arter af udryddelsestruede fugle verden over.

- Vi er glade for den danske opbakning til EU's forbud mod at indføre vilde fugle. Det er en sejr for naturen og fuglene i det fri, siger Michael Grell, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.

- Forbuddet vil være en hjælp til en række truede papegøjer fra Afrika og de sydamerikanske regnskove. Disse fugle lever ofte i afgrænsede områder, der er truet af skovhugst. Ved at indføre et forbud mod at handle med fuglene i EU, vil man fjerne incitamentet til at fange de i forvejen hårdt pressede fugle ulovligt på deres sidste levesteder.

- EU's totale forbud mod al handel med vilde fugle betyder, at vi fejer for vores egen dør i vores del af verden. Men der handles fortsat med vilde fugle i Asien, så der er brug for internationalt pres for også at få denne handel forbudt, siger Michael Grell.

Der skulle en risiko for fugleinfluenza til, før forbuddet mod handel med vilde fugle blev permanent i Europa med virkning fra 1. juli 2007.
I oktober 2005 blev den internationale handel med vilde fugle midlertidigt stoppet i EU på grund af frygten for fugleinfluenza. Nu er det midlertidige blevet forfremmet til det permanente.

Godkendte zoologiske haver og dyreparker vil fortsat kunne handle med begrænsede antal af fugle.

Yderligere oplysninger fås hos:

Dansk Ornitologisk Forening,
biolog Michael Grell,
tlf. 33 28 38 00.