Rovfugle-restauranter for naturens skraldemænd

fredag 15. september 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Den elegante røde glente bliver kaldt Nordens grib. Den rydder op i det åbne kulturlandskab, men i disse år er der kun få ådsler at finde i det natursterile dyrkede land.
Jan Skriver
Den røde glente spiller gribbens rolle i den danske naturhusholdning.

Men generelt skorter det på døde dyr i et kulturlandskab præget af intensiv planteavl. Det er der dog råd for, mener ornitologen Per Bomholt.

- Hvis man virkelig vil hjælpe den røde glente til at få en talstærk bestand her i landet, kunne man iværksætte et storstilet foderprojekt, så der med cirka 15 kilometers mellemrum op gennem Jylland langs højderyggen blevet etableret rovfugle-restauranter. 20-30 danske foderpladser for rovfugle ville batte noget for en art som glenten, siger Per Bomholt.

I Pyrenæerne mellem Frankrig og Spanien har man i fuglebeskyttelsens ånd lavet gribbe-restauranter for at hjælpe truede gribbearter til bedre overlevelse. De store rovfugle er i kraft af foderpladserne sikret føde året rundt.

For 150-200 år siden var den graciøse røde glente en almindelig ynglefugl i Danmark. Omkring begyndelsen af 1800-tallet har bestanden måske været i nærheden af 2.000-2.500 par.

Glenten var en af forårets første bebudere, når den tidligt i marts ankom til sine ynglepladser. Men den røde glente måtte bøde for et natursyn, hvor alt med næb og klør blev udnævnt til skadedyr. Og i 1920'erne blev glenten udryddet som dansk ynglefugl.

Det samme skete i Norge, England, Skotland, Belgien, Østrig og Tjekkiet.

Bekæmpelsen var let, for glenter er tillidsfulde, og de er i sagens natur lette at forgifte, fordi de altid kaster sig over døde sager.
I et halvt århundrede var den røde glente fraværende som ynglefugl i det danske landskab, der mange steder er ideelt for arten.
Men i 1975 var den tilbage som ynglefugl.

Miljøministeriet har i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening, amterne og Zoologisk Museum udarbejdet en handlingsplan for den røde glente i Danmark . Her gives anvisninger på hvordan vi får flere glenter tilbage i den danske natur. Handlingsplanen fastslår, at det skal undersøges om det er hensigtsmæssigt at påbegynde en organiseret fodring af glenter i Danmark.
Dansk Ornitologisk Forening afventer en sådan undersøgelse inden der tages stilling til hvor stort omfang et organiseret fodringsprojekt skal have.

NB: Ved en fejl blev en tidlig udgave af denne artikel lagt på hjemmesiden torsdag den 14. september. Den blev slettet og er nu erstattet af den endelige udgave.