Spurveugle holder til nær København

tirsdag 14. marts 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Europas mindste ugle kan i denne tid opleves i Frederiksdal Skov mellem Furesø og Bagsværd Sø, oplyser Dansk Ornitologisk Forening. Og i Grib Skov holder en høgeugle, der lader folk komme ind på få meters afstand, til på tredje måned
Jan Skriver
En af verdens allermindste ugler, spurveuglen, der er Europas absolutte lilleput blandt uglerne, er på besøg i Danmark i denne tid.
Et eksemplar af den blot stærestore og yderst sjældne spurveugle holder til i et parti nyplantet granskov på Kulhusvej i Frederiksdal Skov syd for Furesø.

Nok er spurveuglen lille, men når den sidder i toppen af et træ virker den kompakt og muskuløs, Ja, den ligner rent ud skrevet en kraftkarl med brystkasse fra nakken og lige ned til kløerne.
Og råstyrke må der til, når spurveuglen skal nedlægge et bytte, der er større end den selv. Den lille kødæder kan klare at fange drosselstore fugle.

Et par hundrede besøgende fugleentusiaster har været forbi for at se spurveuglen på nærmeste hold. Som de fleste andre ugler fra Skandinavien og nord og østpå til Rusland og Sibirien er spurveuglen meget tillidsfuld.
Den opfatter ikke mennesker som trusler, så enhver kan med rolige bevægelser og medbragt hensyn komme ind på få meters afstand af den lille ugle.

Måske har spurveuglen holdt til i Frederiksdal Skov i adskillige uger, inden den lørdag 11. marts blev fundet af ornitologen Steffen Sommer Nielsen.

- Det blæste en halv pelikan i lørdags, så jeg tog i Frederiksdal Skov for at finde lidt læ. Og så sad spurveuglen pludselig som en lille klump i toppen af et yngre grantræ. Den sad og pudsede sig og solede i læ for den kolde vind, der også havde bragt mig til skoven, fortæller Steffen Sommer Nielsen.

- Spurveuglen er let at finde, hvis den sidder og spejder fra et højdepunkt. Men den kan være væk i flere timer. Det er sikkert, når den er ude at jage, siger ornitologen.

Europas mindste ugle er ikke årlig herhjemme, og visse år bliver der kun konstateret en enkelt spurveugle i de danske skove.
I vinteren 1999/2000 blev den største invasion af spurveugler nogensinde registreret, da 42 fugle blev fundet i løbet af vintersæsonen.
De små ugler bliver primært konstateret i den nordøstlige del af Sjælland.

Uglerne, der trækker om natten, menes at flyve over det smalle Øresund til Danmark. Kun ganske få af de små ugler bliver set i Jylland.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) opfordrer folk til en kontakte foreningen, hvis de opdager en ugle, som næppe er meget større end en bogfinke.
For det hænder, at skovgæster på deres vej pludselig står ansigt til ansigt med en af de sjældne højnordiske ugler.

For ugle-entusiaster har forgangne vinter været gavmild med nærkontakter. I Grib Skov mellem Nødebo og Gadevang holder en høgeugle fortsat til.
Denne kragestore ugle, der ligesom spurveuglen jager ved højlys dag, er ekstremt tillidsfuld. Den har tilladt besøgende at komme ind på ganske få meters afstand. Og høgeuglen har været flittig med at demonstrere jagtteknik, når den fanger gnavere i sneen.

Yderligere oplysninger fås hos Dansk Ornitologisk Forening,
tlf. 33 28 38 00.