Jagten har udryddet havfugle i Vestgrønland

tirsdag 24. januar 2006 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
De hvidklattede klipper står som et monument over tidligere tiders hundredtusindtallige fugle, men ikke en eneste fugl er tilbage. En ny undersøgelse dokumenterer, at de vestgrønlandske havfugle er gået drastisk tilbage de seneste 100 år. Polarlomvien, der tidligere ynglede med 500.000 par, er nu helt udryddet.
Tine Stampe
Undersøgelsen omfatter Uummannaq Kommune – et område på 12.000 km2 mellem den grønlandske indlandsis mod øst og Baffinbugten mod vest. I dette kringlede system af fjorde, bugter og småøer har tre amerikanske videnskabsfolk besøgt mere end 207 steder. Målet var at tælle fuglene og sammenligne resultaterne med de optællinger, som den danske læge Alfred Bertelsen lavede på de samme steder 100 år tidligere.

Resultatet er slående. Otte arter, der var almindelige for 100 år siden, er gået markant tilbage. Den mest dramatiske tilbagegang ses hos polarlomvien, der i dag slet ikke findes i dette område, hvor der for 100 år siden var 500.000 par i otte kolonier. Også rider, alke, edderfugle og jagtfalke har haft mærkbare tab. De få fugle, der endnu findes, lever så langt som muligt fra menneskelig beboelse.

”Vi står over for et biologisk sammenbrud,” siger Dansk Ornitologisk Forenings formand, Christian Hjorth. ”Edderfuglen har traditionelt været et af de vigtigste jagtbytter i Grønland og det er en alvorlig trussel mod denne art, at restriktionerne på jagt og ægsamling ikke bliver overholdt. Herudover ser den udbredte skik med at lade slædehunde gå løse på småøer ud til at være en markant trussel mod både edderfugle og terner, der ikke kan yngle her. Sommerjagt på polarlomvien blev ikke forbudt før 1988, hvilket også har givet et betydeligt fald i bestanden. Og ulovlig jagt fortsætter i vore dage i ynglesæsonen.”

Menneskelig aktivitet er steget markant i denne del af Grønland. Befolkningstallet er firedoblet de seneste 100 år, og i dag har de fleste jægere speedbåde til jagterne. Det betyder, at jægere på en enkelt aftentur kan nå fuglefjelde, der tidligere lå i sikker afstand fra mennesker.

Christian Hjorth fortsætter: ”Internationalt pres har fået Grønlands hjemmestyre til at stramme restriktionerne, men overvågningen og lovlydigheden er ikke i top. Resultater er, at havfuglekolonier går tilbage og udryddes i det meste af Grønland.”

Undersøgelsen ’Bird life in Uummannaq District, West Greenland’ er udført af William Burnham, Kurt K. Burnham og Tom J. Cade

Yderligere oplysninger:
Christian Hjorth, formand for Dansk Ornitologisk Forening, tlf. 97 44 85 20, christian.hjorth@dof.dk
Knud Flensted, biolog, Dansk Ornitologisk Forening, tlf. 21 24 22 75, knud.flensted@dof.dk