Uanstændigt med jagt i fuglenes spisekammer

mandag 5. september 2005 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Lad der være fred i vest og jagt i øst, lyder kommentaren fra Dansk Ornitologisk Forening til DMU-rapporten "Vandfugle i Skjern Enge 2002-2004". I løbet af efteråret skal fremtidens brug og beskyttelse af Danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekt diskuteres, så et sæt færdselsregler kan fungere næste år.
Jan Skriver
Lad jagten finde sted i den østlige del af naturgenopretningsprojektet i Skjern Enge og Ådal. Og lad der være fred i den vestlige del.
Da vil de største fuglemængder få ro til at æde og hvile, mens det brede naturpublikum vil få de bedste muligheder for nære oplevelser med store flokke af uforstyrrede vandfugle.

Sådan lyder det fra Egon Østergaard, der er næstformand i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), og som repræsenterer foreningen i brugergruppen i Skjern Å Naturprojektet.

- Den nye rapport dokumenterer, at fuglene både i det undersøgte jagtområde og i de tilstødende jagtfrie vådområder bliver forhindret i at søge føde i mindst 5 dage efter jagterne. Det er ganske enkelt ikke godt nok, når staten har betalt 250 millioner kroner for blandt andet at tilgodese trækkende vandfugle, siger Egon Østergaard.

- DMU betegner i sin rapport det undersøgte område, hvor der de seneste tre efterår har været drevet jagt, som Skjern Enges vigtigste område for vandfugle. Da disse vådområder netop er de vigtigste for fugle, kan det ikke kombineres med jagt, hvis man vel at mærke ønsker at beskytte fuglene og naturen. Fuglene skal have mulighed for at æde uforstyrret. Og så må jagten foregå andre steder længere mod øst i det store projektområde, siger Egon Østergaard.
DOF's næstformand noterer, at jægernes jagtudbytte på 5.800 svømmeænder i løbet af de tre sæsoner med jagt på forsøgsniveau, beviser, at de statsejede arealer i Skjern Enge repræsenterer den bedste vandfuglejagt i landet, netop forbi området er af uvurderlig værdi for trækkende fugle.

- Betydningen af Skjern Å Naturprojektet kunne for vandfugle være langt større, end det hidtil har været, hvis jagt blev forbudt i den vestlige og mest fuglerige del. Desuden vil publikum kunne hente endnu større oplevelser i det fri, siger Egon Østergaard.