Fiskeørne flyttet ind i nyt redetræ med succes

torsdag 24. april 2014 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Fuglefolk fra DOF har sammen med Naturstyrelsen skaffet nyt redetræ i Gribskov til fiskeørne, der mistede deres træ i storm.
Jan Skriver
I efteråret 2013 væltede en storm fiskeørnenes redetræ i Gribskov, og der var frygt for, at Østdanmarks eneste fiskeørnepar ville kvitte området som yngleplads.

Men så tog fuglefolk fra DOF affære i samarbejde med Naturstyrelsen. En stor rødgran blev topkappet og gjort beboelig for fiskeørne, og nu har fiskeørnene bygget rede i deres nye træ, hvor alt ånder familieidyl med daglige parringer.

Sjællands eneste ynglepar af fiskeørne beholder derfor deres adresse i Gribskov, men parret har flyttet residensen nogle meter til et helt nyt redetræ i Vandmosen.

For fiskeørnenes gamle redetræ væltede i en storm kort efter at fuglene var fløjet af sted mod deres vinterferie i Vestafrika.

DOF sørgede derefter - i et samarbejde med Naturstyrelsen - for, at fiskeørnene kunne vende hjem i foråret 2014 til et nyt egnet redetræ. Og netop nu tegner alt lovende for parret.

Læs hele artiklen på Pandion, DOF's webmagasin