Grågæssene har fået tidlige gæslinger

mandag 14. april 2014 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Efter de seneste år med hårde, langvarige vintre, der gav Danmarks grågæs en sen start på deres ynglesæson, er der i år tidlige gæslinger i gåsegang på græsgangene
Jan Skriver
Nu er der gulgrønne grågæslinger på mange af Danmarks ynglepladser for grågæs.

Allerede 6. april blev årets første kuld af nyklækkede gæslinger rapporteret til
DOFbasen, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) database med dagsaktuelle observationer af fugle fra hele landet.

Vest Stadil Fjord i det vestjyske var først med en melding om grågæslinger anno 2014.

De seneste dage er der kommet meldinger om grågæslinger fra en lang række af grågåsens ynglelokaliteter, dog primært i den østlige og sydlige del af landet.

Mild vinter giver tidlige gæslinger
Mange års forskning i grågæs i blandt andet Utterslev Mose ved København har vist, at grågåsen i reglen først parrer sig, når der er åbent vand på ynglestederne.

Og det var der tidligt på foråret i år.

Rugetiden er cirka 28 dage for en grågås, og i milde vintre er det i reglen i første halvdel af april, at de første gæslinger viser sig.

Efter meget hårde og lange vintre skal man et stykke ind i maj for at opleve årets første gåsekuld på græs.

De gulgrønne gæslinger viser sig ofte på åbne arealer for at græsse med deres forældre. Fuglene går tit efter de proteinrige skud af græsser og vandplanter, som disse vegetariske fugle lever af.

Mange ornitologer følger de tillidsfulde grågæs i Utterslev Mose. Her stammer nogle af de tidligste gæslinger, der er set i mosen de seneste cirka 25 år fra 8. april 1990, mens mosens seneste kuld først dukkede frem på græsset 12. maj 1996 efter en hård vinter med isdække på søerne et stykke ind i april.

Bestand følges i Vejlerne
Også i reservatet Vejlerne i Nordvestjylland er bestanden af grågæs fulgt i årtier. Her ligger observationerne af forårets første gæslinger indenfor et tidsinterval på mere end tre uger i april.

De tidligste grågæslinger i Vejlerne er fra 5. april. Det var efter en af de grønne og ekstremt milde vintre.

Det seneste med grågæslinger i Vejlerne, der huser Danmarks største ynglebestand på mere end 1.400 par, er 27. april. Det var i foråret 2010 efter den lange hårde vinter 2009/2010.