Grotesk at pløje fredede fuglerige enge op

mandag 30. september 2013 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Ringkøbing-Skjern Kommunes forvaltning af naturværdierne på Værnengene ved Ringkøbing Fjord får skarp kritik fra Dansk Ornitologisk Forening, DOF. Kommunen har givet en landmand lov til at pløje en eng, der både er fredet og en del af et EU-beskyttet Natura 2000-område. DOF i Vestjylland har klaget til Natur- og Miljøklagenævnet over kommunen og foreslår en ny fredning af Værnengene.
Jan Skriver
På papiret er alt godt, for Værnengene har været fredet siden 2004 og de fuglerige enge umiddelbart syd for Danmarks ældste fuglereservat, Tipperne, er af EU udlagt som Natura 2000-område.

Men i praksis fungerer beskyttelsen ikke, fordi Ringkøbing-Skjern Kommunes teknik- og miljøudvalg lader landbrugsinteresser gå forud for naturbeskyttelsen ved at tillade oppløjning af enge, som i årtier har været vedvarende græsarealer og hjemsted for sjældne engfugle.

DOF klager over kommunen
Det har nu fået DOF Vestjylland til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet over kommunens aktuelle forvaltning af Værnengene, der hører til i top-ti over Danmarks vigtigste områder for brushaner, engryler og store kobbersnepper, som Naturstyrelsen har lavet en national handlingsplan for at redde.

- Kommunens teknik- og miljøudvalg har for få uger siden givet en landmand lov til at pløje og så græs i Sydladefennen, et af Værnengenes ferske, våde engområder, der i 40 år har ligget urørt. Et sådant indgreb strider mod fredningens formål og Natura 2000-bestemmelserne, som netop skal beskytte denne type natur og dets sjældne, sårbare ynglefugle, siger Lars Holm Hansen, der er formand for DOF Vestjylland.

- Det er Ringkøbing-Skjern Kommunes ansvar at sikre Natura 2000-områder som Værnengene imod betydelige forringelser for fuglelivet. Og kommunen kan med loven i hånden uden problemer forhindre, at oppløjningen sker, fordi lodsejeren på forhånd har spurgt om lov til at sætte ploven i engen og så kulturgræs. På den baggrund er det grotesk, at en naturmyndighed tillader oppløjning og opdyrkning af en af de mest værdifulde naturenge i Danmark, siger den lokale DOF-formand.

I 2012 ynglede 25 procent af hele Danmarks bestand af brushaner på Værnengene. De våde enge er også af national betydning for engryle og stor kobbersneppe.

Levevilkår forsvinder
Når ferske naturenge bliver pløjet og sået til med kulturgræsser, forsvinder engfuglenes levevilkår. Engene bliver mere tørre og kulturgræsser her generelt ingen værdi for størsteparten af fuglene på Værnengene, påpeger DOF Vestjylland i sin klage til Natur- og Miljøklagenævnet.

- Vi ser frem til, at der bliver udarbejdet faste retningslinier for naturforvaltningen af Værnengene, så der bliver taget udbredt hensyn til engfuglene. De senere år er der sket oppløjninger og forringelser gentagne gange med kommunens tilladelse i den sydlige del af Værnengene. Vi frygter, at oppløjningen vil fortsætte stik imod alle intentioner i fredningen og Natura 2000-bestemmelserne, siger Lars Holm Hansen.

Hvis Ringkøbing-Skjern Kommune ikke kan sikre naturområderne ved frivillige aftaler med ejerne, så bør kommunen, Miljøministeriet eller i sidste ende Danmarks Naturfredningsforening (DN) rejse en ny fredningssag for Værnengene, påpeger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening.

DOF frygter udvikling
DOF frygter en stigende grad af monokultur og ensidighed i engområdet, der normalt hyldes for sin store biodiversitet og fuglerigdom.
Værnengene, der er privatejet, blev første gang fredet i 1977, men i 2004 blev fredningen revideret. Som et led i den ny fredning blev Værnengene af hensyn til landbruget taget ud af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3, der normalt pr. automatik beskytter alle ældre ferske enge som levesteder for blandt andet engfugle.

I stedet blev der lavet frivillige såkaldte MVJ-aftaler med landmændene, der ifølge disse aftaler skulle drive områderne miljøvenligt med tanke på engens ynglefugle. Men nu er disse aftaler udløbet, hvorefter flere og flere landmænd har pløjet og gødet engarealer, som ikke har været omlagt i årtier og derfor så at sige for længst er vokset ind i Naturbeskyttelseslovens paragraf 3.

- Mange landmænd har tilsyneladende travlt med at pløje områder for at forhindre, at de får status som paragraf 3 beskyttede enge. I det aktuelle tilfælde har en biolog i Ringkøbing-Skjern Kommunes forvaltning skrevet til den pågældende lodsejer, at engen ved Sydladefennen er berettiget til en registrering som paragraf 3 beskyttet natur. Alligevel giver politikerne i teknik- og miljøudvalget landmanden lov til at sætte ploven i naturengen. Det er grotesk, siger Lars Holm Hansen.

Det stigende antal trusler mod Værnengenes natur- og fugleværdier viser, at den nuværende beskyttelse skal forbedres, og en ny fredning er et oplagt redskab, fastslår DOF.

Yderligere oplysninger

Lars Holm Hansen
Formand DOF-Vestjylland
Tlf. 97 38 44 24 – 22 96 13 17

Egon Østergaard
formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 31 16 20 30

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
Tlf. 33 28 38 00