19 par skestorke yngler i Danmark

mandag 13. juni 2005 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Trods en våd og kølig maj og forsommer vil den tropiske skestork få cirka 40 unger på vingerne i år i Danmark oplyser Dansk Ornitologisk Forening
Jan Skriver
I år yngler 19 par skestorke i Danmark i ti-året for denne eksotiske arts genindvandring her i landet.

Skestorkene er fordelt på to ynglepladser, en i Limfjorden og en i Ringkøbing Fjord.
Kolonien af skestorke nær Vejlerne i Limfjorden tæller 12 par, der er verdens nordligste. I Ringkøbing Fjord er der 7 skestorkereder i kolonien, der er i gang med sin fjerde ynglesæson på lokaliteten.

Cirka 40 unger ser ud til at komme på vingerne fra de 19 reder. Og det er overraskende mange, for kølige og regnfulde perioder, som har været reglen den seneste halvanden måneds tid, kan ofte resultere i mange døde skestorke-unger.

Skestorkens helt små unger skal ligesom den hvide storks unger helst have tørt vejr for at overleve i den kritiske fase, hvor de bliver overladt til sig selv, mens forældrefuglene er af sted for at hente føde.

Foråret 2005 har tilsyneladende givet skestorkene gode muligheder for at finde føde i de enge, brakvandslaguner, fjordområder og næringsrige lavvandede søer, hvor de holder til. Derfor er ungerne i god form, når de skal stå på egne ben.
Skestorken lever af hundestejler, småmuslinger, krebsdyr, småfisk og vandinsekter.

I Ringkøbing Fjord-området kan de ynglende skestorke ofte ses, når de søger føde på reservatet Tipperne eller Værnengene. Også i den naturgenoprettede Skjern Ådal er der gode muligheder for at opleve den eksotiske skestork.
Fuglene fra kolonien i Limfjorden bliver ofte set i småflokke på Bygholm Vejle mellem Thisted og Fjerritslev.

Erfaringer fra de senere år fortæller, at Limfjordens skestorke mod slutningen af juni og i særlig grad i juli samles på Bygholm Vejle, der er Danmarks største sammenhængende kreaturgræssede engflade, for at blive i området til september. Denne sommer er der udsigt til 50-70 skestorke i flok i Vejlerne.

Skestorkens nyere Danmarkshistorie begyndte i 1996, da arten efter næsten 30 års fravær på ny etablerede sig. Det skete på den fredede ø i Limfjorden, hvor der nu er en veletableret koloni.

I Holland, der er skestorkens hovedland i Nordvesteuropa, yngler cirka 1.500 par fordelt på en snes kolonier. Tyskland huser omkring 40 par skestorke, alle i Vadehavet.

Læs mere om skestorken

Se de seneste observationer af skestork