Fugleøer for folket

onsdag 8. juni 2005 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Frederikshavns Kommune og tidligere miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) står bag ideen om at bygge overnatnings-faciliteter nær Hirsholmenes fuglekolonier
Jan Skriver
- Vi er helt på det rene med, at forslaget om at etablere shelters til overnatning af lejrskolelever på Hirsholm kan være kontroversielt. Men vi vil gerne vise borgerne tillid og prøve nye veje ved at tilbyde bredere grupper en mulighed for at opleve Hirsholmene. Et vellykket lejrskoleophold vil kunne give eleverne en følelse af medejerskab til naturen og måske kan det skabe større forståelse for naturpolitik og pleje.

Sådan siger Frede Jensen, der er statsskovrider i Nordjyllands Statsskovdistrikt til den kritik, som DOF's formand Christian Hjorth kommer med på baggrund af et aktuelt forslag om at bygge overnatningsfaciliteter til op imod 28 personer meget tæt på terne- og mågekolonierne på Hirsholm.

Frede Jensen slår fast, at shelteret med de 28 overnatningspladser måske kun bør benyttes om efteråret, hvor lejrskoleeleverne ikke vil forstyrre fuglene, der da er færdig med deres ynglesæson.

- Hvis det viser sig, at de begrænsede besøg ikke kan afvikles om foråret uden at genere fuglene, kan vi meget hurtigt stoppe disse besøg. Nu er projektet lavet, og ideen er kommet frem. Der er ikke taget endelig stilling til shelteret endnu, og Skov- og Naturstyrelsen vil nøje afveje de forskellige hensyn, der skal tages på Hirsholmene, siger Frede Jensen.

Ideen om at bygge shelters til overnatning på Hirsholmenes beboede hovedø, Hirsholm, opstod under debatten om overførsel af øgruppen fra Forsvarsministeriet til Frederikshavn Kommune, oplyser statsskovrideren. Debatten mundede ud i, at Miljøministeriet overtog de fredede øer i sensommeren 2002 med officiel overdragelse fra 1. januar 2003.

Frederikshavns borgmester Erik Sørensen lagde stor vægt på, at der under skyldig hensyntagen til naturen på Hirsholmene blev større muligheder for publikum, ikke mindst ungdommen, til at opleve øernes natur. Da forhenværende miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) besøgte Hirsholmene, efter at Miljøministeriet var blevet ejer, udtrykte han stor begejstring for tanken om at give skoleelever mulighed for at bo nær fuglekolonierne.

- Det er på den baggrund, at vi loyalt har forfulgt ideen, og af Skov- og Naturstyrelsen har fået en bevilling til at lave en shelterplads. Vi er helt på det rene med, at det bliver en udfordring at gøre Hirsholmene mere tilgængelige for flere mennesker end i dag, hvor det er et privilegium at kunne overnatte på stedet. Men vi tror, at initiativet vil kunne lykkes med de rette lejrskoler og ledere, som har styr på naturen og som er deres ansvar bevidst, siger Frede Jensen, Nordjyllands Statssskovdistrikt.

Læs mere om splitternen her.

Læs mere om Hirsholmene her.