Oplev Danmarks største rovfugl på Ørnens Dag

tirsdag 12. februar 2013 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Om vinteren er der rigtig gode muligheder for at opleve det store vingesus over det meste af landet. De prægtige ørne trives nemlig i det danske vinterlandskab. Så grib chancen og tag med Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) dygtige rovfuglefolk ud i den danske natur og oplev ørnene søndag den 17. februar.
For ottende år i træk får Danmarks befolkning en unik mulighed for at opleve det helt store vingesus, når DOF’s Projekt Ørn inviterer til Ørnens Dag over hele landet. Det er DOF’s engagerede frivillige rovfuglefolk, der står i spidsen for arrangementerne.

På DOF’s årlige, landsdækkende ørnetælling, der fandt sted første weekend i februar, kiggede 486 ornitologer de bedste ørnesteder igennem for de store rovfugle. Det blev til et imponerende højt resultat med 374 havørne og 11 kongeørne fordelt over hele landet.

Danmarks ynglebestand af havørne vokser fortsat. I 2012 blev der registreret 48 par havørne med rede, hvoraf de 38 par forsøgte at yngle. Kun 29 ynglepar fik dog unger på vingerne. I alt kom 52 unge havørne ud at flyve fra den danske ynglebestand i 2012. Det betyder, at der nu er kommet 337 havørne på vingerne i Danmark siden 1996, da den imponerende rovfugl genindvandrede som ynglefugl.

Antallet af ynglende kongeørne i Danmark er beskedent i forhold til antallet af havørne. I 2012 var der tre ynglepar, og to af parrene fik hver en unge på vingerne. Siden kongeørnen i 1999 begyndte at yngle i Danmark, har parrene fostret 23 unger.

På Ørnens Dag søndag den 17. februar har hele Danmarks befolkning rigtig gode muligheder for at opleve Danmarks og Nordeuropas største rovfugle i det smukke danske landskab, og DOF’s guider vil fortælle succeshistorien om havørnen, der i 100 år var udryddet i Danmark, men som nu trives i bedste velgående. Deltagerne kan også få udpeget de mange andre fugle, der færdes i ørnenes landskab.

Det gør DOF for havørnene
DOF overvåger og registrerer alle ynglende havørne og deres redesteder.
DOF samarbejder med skovejere og myndigheder om at beskytte redestederne og forhindre forstyrrelser af ørnene.
DOF offentliggør hvert år en rapport om havørnebestandens status og ungeproduktion.
DOF skaber opbakning til havørnen ved at arrangere offentlige ture til egnede steder, hvor skovgæster kan opleve ørnene uden at forstyrre.

Fakta om havørne
Havørnen er Europas største ørn. Den kan blive over 30 år gammel og yngler ved lavvandede kyster, søer og fjorde. Den lever af ådsler, fisk, vandfugle (gerne blishøns og skarver) samt mindre pattedyr. De voksne ørne danner normalt par for livet. Reden kan blive over tre meter høj og kan veje op til 500 kg. Arten har ynglet i Danmark siden istiden, undtagen i perioden fra 1900-1994.

Fakta om kongeørne
Kongeørnen er lidt mindre end havørnen og flyver mere elegant. Den findes blandt andet i Nordamerika, Nordafrika, Østeuropa og Nordeuropa. I 1999 ynglede der i Lille Vildmose i Nordjylland det første par kongeørne i Danmark i nyere tid. Kongeørnen lever af fugle (især gæs), harer og mindre gnavere, men den går heller ikke af vejen for at æde ådsler.

Her kan du finde et arrangement i nærheden af dig