Bysvaler har unger under skipper på færgen

torsdag 23. august 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Særligt fuglevenlige danske færger kan medbringe en lille besætning af bysvaler, der bygger rede over dækket og fostrer unger, mens de sejler i pendulfart over vandene. Snart er der årets sidste afgang fra svalehjemmene, hvis logerende vil holde ferie uden færger i Afrika
Jan Skriver
Da der var højsæson og højsommer, sejlede bysvalerne på Feggesund-færgen fra nordspidsen af Mors til Hannæs, der ligger i det nordøstlige hjørne af Thy, 49 gange tur/retur over sundet hver dag.

Og ikke én eneste gang blev der billetteret for svalerne på ruten, der slår et blødt sving på en kilometers penge over sundet i Limfjorden.
- Jeg vil tro, at svalerne har ynglet på vores gamle færge de seneste 6-8 år. Der er blevet flere ynglepar de senere år, og de får altid mindst to kuld hver, siger skipper Finn Jensen, der holder kursen i styrehuset få centimeter over bysvalernes reder.

De cirka 10-12 par bysvaler, som har anbragt deres lerklinede hjem oppe under styrehuset på Feggesundfærgen nøjes naturligvis ikke med at jage deres føde af insekter over færgens bildæk.
Ustandseligt er fuglene på farten i terrænet omkring Feggeklit, der er den lange landskabelige spids af Mors, hvor færgelejet ligger mod nordvest.

Og svalerne flyver over fjordens enge på begge sider af sundet med en tilsyneladende tyrkertro på, at den gamle trofaste færge, der er mere end 50 år gammel, vil holde sejlplanen og blive, hvor den er, mens de logerer.
Men det vil den nu ikke gøre. Når bysvalerne efter endt vinterferie i Afrika i april 2013 vender tilbage til Feggesund, vil de møde en ny færge og et nyt færgeleje, som har kostet 59 millioner kroner. Der er indvielse og festivitas 12. oktober.

Spørgsmålet er så, om bysvalerne kan finde fodfæste på den moderne færge, som hvert år vil være klar til at sejle cirka 75.000 personbiler og 7.500 busser og lastbiler over Feggesund.
Det er tidligere set, at svaler sværger til færger af ældre dato, hvorfor de går i land, hvis livet til søs bliver dem for strømlinet.
Frem til 2002 ynglede en koloni af bysvaler på Fejøfærgen mellem Kragenæs på Lolland og Fejø. Da der på ruten blev indsat en ny færge, forsvandt svalerne.

I år er der også set ynglende bysvaler ombord på færgen mellem Havnsø i Nordvestsjælland og Sejerø.
Det så Thomas Vikstrøm, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.
Her er der tale om maritime svaler i sømileklassens superliga, for den overfart varer i nabolaget af en time.
På Feggesund tager svaleredernes rejse kun rundt regnet fem minutter.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
tlf. 33 28 38 00.

Thomas Vikstrøm, biolog, DOF,
tlf. 33 28 38 22 – mobil: 29 70 02 24.