Redekasser baner vejen for Danmarks store skalleslugere

torsdag 16. august 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
I løbet af de seneste 12-15 år er den danske bestand af stor skallesluger mere end fordoblet, så den nu formentlig har et niveau som i artens danske storhedstid i 1930’erne. Fremgangen skyldes en målrettet indsats med at sætte redekasser op, oplyser DOF.
Jan Skriver
Den danske bestand af stor skallesluger er siden 1998-2000 vokset fra godt 30 til rundt regnet 70 ynglepar.

Den store skallesluger, der primært yngler i skove nær kyster, gik fra midten af forrige århundrede tilbage som dansk ynglefugl, og bestanden nåede omkring 1975 et lavpunkt med kun en snes ynglepar.

- I takt med det moderne skovbrugs effektivisering blev mange gamle træer, der bød på redehuller til trærugende arter som stor skallesluger, fældet. Det fik naturligt nok antallet af ynglepar til at dale, siger Heidi Thomsen, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

- De senere års målrettede opsætninger af redekassser primært i Sønderjylland, Storstrøms-området og Bornholm har banet vejen for ny fremgang for arten. Stort set hver ynglesæson byder på nye ynglepar af stor skallesluger, oplyser biologen.

Som et led i DOF’s projekt Fokuseret Fugleforvaltning, hvor otte udvalgte fåtallige fuglearter får målrettet hjælp, er det planen at sætte et halvt hundrede redekasser op i egnede kystnære skove primært i den sydøstlige del af Danmark, der traditionelt huser størsteparten af bestanden.

Ornitologen Jan Blichert-Hansen, Vordingborg, der er Dansk Ornitologisk Forenings artscaretaker for stor skallesluger, mener, det er realistisk med en ynglebestand i nabolaget af 100 par i løbet af de kommende år.

- Det er afgørende for fremgangen, at der sættes et stigende antal redekasser op, men vi skal også sørge for, at skalleslugernes naturlige ynglepladser i gamle træer bliver sikret. Et samarbejde mellem DOF og relevante kystkommuner med skove, der kan huse stor skallesluger, kan være vejen frem, siger Jan Blichert-Hansen, der samler aktuelle oplysninger om antallet af ynglepar fra region til region i Danmark.

I disse år er der mindst 36 lokaliteter med ynglende stor skallesluger. Størsteparten af Danmarks bestand findes i Storstrøms-området med 28-33 par. Sønderjylland huser cirka 15 par, mens Bornholm har op imod en snes ynglepar. Der er registreret tre ynglepar af stor skallesluger i Københavns-området, men ingen hverken på Fyn eller i Østjylland. I Nord- og Vestjylland er der formentlig enkelte ynglepar.

- De fleste redekasser til stor skallesluger er sat op i kystnære skovområder, men vi har også placeret enkelte ved store søer i indlandet og ved åer. Især søer og åer med direkte udløb til åbent hav har vist sig at være det foretrukne terræn for arten, siger Jan Blichert-Hansen.
DOF’s artscaretaker påpeger, at stor skallesluger langt fra altid er kræsen med sin redelokalitet.

Et år ynglede et par med succes i et gammelt poppeltræ i gadekæret i en lille by på den vestlige del af Møn. De dykkende skalleslugere, der er knyttet til store søer, fjorde og lavvandede havområder, havde mindst en kilometer fra deres redested og ud til Østersøen.

Eksemplet fra Møn er med til at understrege, at gamle krogede og hullede redetræer er vigtige for artens succes i det danske landskab.

Og fra Sønderborg er der et eksempel på, at en stor skallesluger har fået unger i Jernbanegade midt i byen, hvor fuglene har ynglet et sted i 2. eller 3. sals højde.

Midt i byen blev nødstedte ællinger af stor skallesluger fundet i en trappeskakt, hvorpå de kom på Dyrehospitalet i Augustenborg.

Via ornitologerne Kaj Abildgaard og Anker Hansen
blev ællingerne, der havde mistet kontakten med deres mor, sat ud i en lystbådehavn, hvor der lå en enlig skallesluger-hun.

Og hun tog sig af de forladte ællinger.

Yderligere oplysninger:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF),
tlf. 33 28 38 00.

Heidi Thomsen, biolog, DOF,
email: heidi.thomsen@dof.dk
tlf. 33 28 38 04.

Jan Blichert-Hansen,
DOF’s artscaretaker for stor skallesluger.
Tlf. 20 26 66 41.