Naturmøde i Bøjden Nor

fredag 22. juni 2012 Bemærk! Dette er en ældre nyhed!
Dansk Ornitologisk Forening har i dag afholdt en eksklusiv rundvisning for journalister ved LIFE-projekt Bøjden Nor sammen med Europaparlamentariker Dan Jørgensen (S) og borgmesteren for Faaborg-Midtfyn Kommune.
Christian Hald-Mortensen
Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Borgmester Hans Jørgensen (S) fra Faaborg-Midtfyn Kommune og den danske Europaparlamentariker og miljøpolitiker Dan Jørgensen (S) satte i dag hinanden i stævne ved et af Fyns smukkeste naturgenopretningsprojekter - Bøjden Nor på Sydfyn. Dansk Ornitologisk Forening er partner i Birdlife International, og besøget var en mulighed for at vise, hvilken effekt et øget fokus fra EU på naturgenopretning kan have på miljøet og økonomien lokalt.


DOF havde inviteret både journalister og politikere til at besigtige området. Her kunne gæsterne høre mere om LIFE-programmet, der er til forhandling i EU netop nu. Og om hvorfor Danmark skal have flere LIFE-projekter som Bøjden Nor. Dan Jørgensen (S) er næstformand i Europa-Parlamentets miljøkomité og med til at forhandle om EU’s budget på miljøområdet.
- EU forhandler i øjeblikket om budgettet for de næste syv år. Det drejer sig om i omegnen af 7.500 milliarder kroner. Det er helt afgørende, at vi bruger disse penge på en bæredygtig måde. Bøjden Nor på Fyn er et fremragende eksempel på den type projekter, som jeg mener, skal have flere penge fremover, sagde han i sin tale.


Formålet med projektet
LIFE-projektet ved Bøjden Nor går ud på at forbedre naturkvaliteten i området. Strandenge, våde lavninger og de tørre overdrev omkring norets vandflade har fået et løft. Et løft der kun har været muligt igennem et EU-tilskud, der udgør halvdelen af omkostningerne.
- Vi i DOF tror på værdien af naturgenopretning. Naturen er ikke en udgift, men en god investering. Ofte kan der skabes lokal beskæftigelse – via økoturisme, naturplanlægning, rundvisning, og der kommer flere besøgende i lokale restauranter – som Bøjden Cottage, der har leveret maden her i dag. Derfor mener DOF at midlerne til LIFE programmet bør femdobles, sagde Egon Østergaard i sin tale.


Flere penge til naturen
DOF og Dan Jørgensen var enige i, at der i næste EU-budget kan findes plads til at finansiere naturgenopretninger ved blandt andet at skære tilskuddet til landbruget.
- Jeg mener, at vi grundlæggende skal bruge pengene på en meget grønnere måde, end vi gør i dag. Vi skal tage penge fra landbrugsstøtten og give dem til naturprojekter som det ved Bøjden Nor på Fyn, udtalte Dan Jørgensen.


Naturen i hele Europa er i dag under pres. Desværre bruger EU i dag kun 0,2 procent sit budget på naturgenopretning som den ved Bøjden Nor. DOF og BirdLife International ønsker, at 1 procent af EU’s budget for de næste syv år afsættes til flere LIFE projekter. EU Kommissionen foreslår, at kun 0,2 procent af budgettet afsættes til naturen. Naturstøtten, der bliver givet i dag, svarer til knap 41 øre per EU-borger per måned. Det er ikke nok, hvis EU skal nå sine biodiversitetsmål i 2020.


Naturen styrker kommunerne og involverer lokalbefolkningen
LIFE projekterne hjælper ikke kun naturen, men kan også styrke de lokale kommuner. Borgmester Hans Jørgensen fremhævede, at de forbedrede adgangsforhold ved Bøjden Nor var en af grundene til, at Faaborg-Midtfyn Kommune blev Årets Friluftskommune i 2011. Desuden lagde borgmesteren vægt på betydningen af det lokale engagement og den lokale frivillige arbejdskraft, som have været med til at gøre projektet til en succes.


FAKTA:


Bøjden Nor:
EU har givet 4,3 millioner kroner i støtte til Bøjden Nor fra LIFE-programmet. Således vil der snart være forbedrede forhold for en række ynglende og rastende fugle i Bøjden Nor på Sydfyn. LIFE-projektet handler om genopretning af overdrev. Det har positiv indflydelse på den sårbare kystlagune. I projektet vil den truede naturtype, overdrevet, og dets flora og fuglearter blive tilgodeset. Området i det sydvestfynske landskab ved bredden af Lillebælt er af EU udpeget som et værdifuldt NATURA 2000-område. Projektet er et betydningsfuldt bidrag til at opfylde Natura 2000 planen for området.


I kraft af et tilskud på 4,3 millioner kroner fra EU’s såkaldte LIFE-program har projektet med et samlet budget på 8,6 millioner kroner gjort det lettere at være vibe, rødben, grågås, klyde og
strandtudse i Bøjden Nor.


EU’s LIFE projekt:
EU’s LIFE Nature-program rummer få og målrettede midler, der giver væsentlige gevinster for naturen og fuglene, og som går direkte til naturgenopretning i hele Europa. I de sidste tyve år har LIFE-projekter finansieret redningen af blandt andet udryddelsestruede fugle i hele Europa. I Danmark er penge fra LIFE-projekter for eksempel gået til at forbedre levesteder for engfugle, at genoprette Skjern Å og restaurere Furesøen nord for København - en af Danmarks største og mest forurenede søer.


Yderligere information
Christian Hald-Mortensen
Telefon: 28 57 39 11