Udskriv

Hans Christian Cornelius Mortensen, eller Fugle-Mortensen som han blev kaldt, blev født i 1856. Han var meget interesseret i fugle og undrede sig over hvor fuglene var om vinteren. Så han fandt på at sætte en let aluminiumsring, med nummer og adresse, på benet af de fugle han fangede. Inden han slap fuglene fri lavede han en beskrivelse af hver eneste fugl, hvor han skrev fuglens art, alder, om det var en han eller en hun og hvor i landet den var fanget.

Når folk fandt en af Fugle-Mortensens fugle kunne de sende ham en besked om deres fund. På den måde fik han oplysninger om, hvor fuglen var fundet, om den var levende, død, syg eller skadet. Man har ringmærket fugle lige siden Mortensen fandt på det i 1899. Ringmærkning har givet vigtig viden om hvilke trækruter de forskellige fugle bruger og hvor de opholder sig om vinteren. Her ringmærker Hans Christian Cornelius Mortensen en ung stær. Fuglen bliver holdt meget forsigtigt og bliver ikke klemt eller kommer til skade imens den ringmærkes.