Udskriv

Når man skal fange fugle, der skal ringmærkes, bruger man et spejlnet. Nettet har lommer som fuglen falder ned i når den flyver ind i nettet. Nettet sidder fast på lange pinde som sættes ned i jorden og for at fuglene ikke skal få øje på det sætter man det op i nærheden af træer og buske så det er camoufleret.

Her kan du se et spejlnet med lommerne som fuglene falder ned i når de flyver ind i nettet.


Foto: Peter Vadum

Ringmærkerne tjekker nettet for fugle hver halve time. Når man finder en fugl, der allerede har ring om benet, er man meget omhyggelig med at skrive ned hvilket nummer, der står på ringen og hvor fuglen er fanget. Det hedder genfangst når man fanger en fugl, der allerede har ring om benet.

Når man fanger en fugle, der ikke har ring om benet, finder man først ud af hvad det er for en art. Så skriver men ned hvilket net fuglen er fanget i og hvilket nummer ringen den får om benet har. Nogen gange måler men fuglens vinger, vejer dem og måler hvor langt deres næb er. I specielle tilfælde tager man også blodprøver for at undersøge om fuglen har sygdomme. 

Her ringmærker Iben en sanger. Hun bruger en tang til forsigtigt at trykke ringen sammen om fuglens ben. Ringen sidder så løs, at den ikke generer fuglen. Fuglen bliver holdt meget forsigtigt så der ikke sker noget med den under ringmærkningen. 

Foto: Peter Vadum 

Her kan du se ringen på blåmejsens ben. 

Foto: Peter Vadum

Når man er færdig med at ringmærke skriver man alle de oplysninger man har fået, ind i en database. Oplysningerne bruges til at finde ud af hvor fuglene kommer fra og når man samler oplysninger fra flere forskellige steder kan man finde ud af hvilken rute fuglene bruger når de trækker til og fra deres vintersteder. 

På kortet kan du se hvilken trækrute hedehøgen har brugt på sin tur gennem Europa til Nordafrika. Du kan se et foto af en hedehøg øverst på denne side.