Udskriv

Din indsats
Du kan deltage i vinter- og ynglefugletællingen med en eller flere optællinger, og der skal kun tælles én gang per sæson på hver rute. Alt efter transportmiddel må man regne med, at en rute med 20 punkter tager 3-5 timer at optælle. Du kan også nøjes med 10 punkter, hvilket kan klares på et par timer én morgen per sæson.

Valg af rute
En rute består af 10-20 punkter, der helst skal fordeles således, at alle dele af naturtypen repræsenteres, så der f.eks. på en "skov"-rute både er punkter i skovens indre og i skovbrynet. Det er vigtigt at lægge ruten, så du også kan tælle den på (næsten) samme tidspunkt i de kommende år. Det første år, du tæller på en rute, skal du plotte dine punkter ind på et kort og indsende det til DOF sammen med det udfyldte skema. Det er vigtigt, at vi har overblik over ruternes forløb og punkternes placering.

Kort
Læs hvordan du kan udarbejde et kort her.

Rutens forløb og transportmiddel
Det mest praktiske er at lægge ruten således, at du starter og slutter på omtrent samme sted. Du bestemmer selv, hvilket transportmiddel, du vil anvende mellem punkterne, det kan være til fods eller med cykel eller bil. Blot skal du anvende samme type transportmiddel ved de kommende års optællinger. Ved hvert tællepunkt skal du beskrive naturforholdene i fjerdedele efter naturtypekoderne på dit tælleskema. Hvis der i de følgende år sker ændringer på nogle af punkterne, skal du huske at ændre naturtypekoderne.

Punkternes beliggenhed
For at undgå overlap mellem flere punkter, skal der i "lukkede" naturtyper som f.eks. skov være mindst 200 meter mellem punkterne og i åbent terræn, som f.eks. agerland, mindst 300 meter. Det er meget vigtigt, at du placerer dine punkter på let genkendelige steder, f.eks. ved vejkryds, telefonmaster og lignende, så du kan finde dem næste år.

Optællingstid
Optællingstiden ved hvert punkt skal være præcis 5 minutter. Brug eventuelt stopur.

Hvilke fugle skal tælles?
Alle de fugle, der ses eller høres fra optællingspunktet, og som kan artsbestemmes, skal tælles, uanset afstanden fra tællepunktet, og uanset om de er blevet set fra et tidligere punkt. Som hovedregel opdages og artsbestemmes fuglene uden kikkert. Kikkert benyttes som hjælpemiddel i tvivlstilfælde.

Optællingstidspunktet
Du skal tælle din rute på samme tid af året og døgnet hvert år. Det første år tælles ynglefuglene mellem 1. maj og 15. juni og vinterfuglene mellem 20. december og 20. januar. Når du har valgt dato og klokkeslæt det første år, ligger dette fast for de følgende år. Det er dog tilladt at skubbe datoen med højst 7 dage til hver side, f.eks. på grund af dårligt vejr. Starttidspunktet på døgnet må derimod kun forskydes med 1/2 time til hver side. Fuglene er som regel mest aktive først på dagen, men du kan frit vælge at tælle på det tidspunkt, der passer dig bedst.

Rutenummer
Den samme person skal optælle den samme rute hvert år. Når du har indsendt det udfyldte skema første år tildeles ruten et rutenummer. Dette nummer vil fremgå af det materiale, der udsendes sæsonen efter. Det letter vores arbejde, hvis du de efterfølgende år anfører dette nummer øverst på optællingsskemaet. Det første år skriver du blot "ny rute" på skemaet. Hvis der sker større ændringer på ruten, betragtes ruten som ny og tildeles et nyt rutenummer.

Antal optællere på ruten
En punkttælling bør kun udføres af én enkelt observatør. Hvis man gerne vil have en hjælper, er det i orden, når blot én person tæller fugle, og den anden f.eks. skriver ned og tager tid. Hvis det er muligt, skal din ledsager helst være med hvert år, for at optællingsforholdene kan blive så ensartede som muligt.

Vejrforhold
Optællingen bør kun udføres i godt vejr. Regn, tæt tåge og vindstyrker over 4 Beaufort (9 m/s) bør undgås.

Udfyldelse af skema
Skemaet bør udfyldes så hurtigt som muligt efter tællingen og indsendes til DOF, eller indtastes direkte i DOFbasen (Se afrapportering for detaljer). Husk at udfylde alle rubrikker. På hvert punkt skal du anføre antallet af fugle. Skriv ikke "0", da dette vanskeliggør indtastningsarbejdet.

Spørgsmål
Har du spørgsmål i forbindelse med din punkttælling, er du altid velkommen til at kontakte din lokale amtskoordinator eller Thomas Vikstrøm i Fuglenes Hus, Vesterbrogade 138-140, 1620 København V. Tlf.: 3328 3800 (kl. 10-15), E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..