Udskriv

 

Fik vakt min fugleinteresse som 12-13 årig i et skjul i toppen af en bjergfyr, hvor topmejser og sortmejser var nærmeste naboer. Siden 1975 har fugle fyldt en stor del af mit liv, siden 1981 har jeg også levet af dem.

Lever som freelance-konsulent især for det lille konsulentfirma Amphi Consult. Arbejder primært med artsbeskyttelse og habitatforvaltning med hovedvægten på fugle på enge og i andre landbrugslandskaber, og mit arbejde foregår udover i hele Danmark i Estland, Sverige, Tyskland og Litauen. En betragtelig del af mit arbejde foregår i felten.

Jeg har siddet i Videnskabeligt Udvalg siden 1999 og var formand 1999-2005, desuden har jeg været med i den centrale følgegruppe for DOFs projekter siden 2004. Før det var jeg medlem af DOFs Sjældenhedsudvalg 1988-1998. Af andet frivilligt fuglearbejde har jeg været med i bestyrelsen af netværket for vadefugleinteresserede International Wader Study Group siden 1993, hvor jeg var projektkoordinator 1996-2008 og er næstformand fra 2008.

Jeg er bidt af at undersøge fuglenes ynglebiologi, og jeg har fulgt engrylerne tæt på Tipperne siden 1989. Tipperne har et af Europas bedste overvågningsprogrammer for ynglefugle, og mange af mine største fugleoplevelser har jeg haft her: Da jeg genfandt den første engryle – jeg havde mærket som nyklækket – som voksen på en rede; da jeg år efter år genfandt en mærket engryle i sit gamle territorium – sidste gang 15 år efter mærkningen som rugende fugl – og da engene i det våde forår 2012 lige pludselig var levende af ynglende brushøner og atlingænder efter en række magre år.

Jeg ville gerne have troperne som mit vinterhjem, og jeg prøver på at opholde mig i regnskovene i Latinamerika 4-7 uger hver vinter. Diversiteten her er overvældende, og jeg bliver aldrig træt af at se og prøve at forstå specialiseringen, f. eks. hvorfor én gnateater kun er nord for den 1 km brede Napo-flod, en anden kun er syd for floden, mens adskillige arter spurvefugle kun er på nydannede øer midt i floden, men ikke inde i land.