Udskriv

Dansk Ornitologisk Forenings Navnegruppe (NAG) blev stiftet den 20. Januar 1996 efter et større forarbejde af nu afdøde Lasse Kreutzfeld. 

Efter en række mislykkede forsøg med at etablere og/eller fastholde en arbejdsgruppe under DOF i de forudgående ca. 20 år, lå det Lasse meget på sinde én gang for alle, at få stiftet en velfungerende godt sammensat og serieøst arbejdende (NAG), der kunne fuldføre dét der så mange gange var faldet til jorden. Efter et utrætteligt, stædigt og meget prisværdigt forarbejde – der begyndte allerede i 1991, var endelig en ny gruppe, med klart mandat, i gang i januar 1996. En gruppe bestående af fire foreninger/institutioner med en fælles interesse og berøringsflade for fuglenavne og navngivning, nemlig DOF, Landsorganisationen Danske Fugleforeninger (LDF), Zoologisk Museum (ZM) og de danske Zoologiske Haver.

Desværre fik gruppen kun kortvarig glæde af Lasse, idet han efter længere tids sygdom døde den 16. juni 1997, kun 53 år gammel.

Lasse´s vigtige forarbejde og det gode navnearbejde der var kommet godt fra start, var der enighed om skulle fortsætte på trods af Lasse’s død. Der var samtidig enighed om, at arbejdet frem mod dets afslutning, i respekt for Lasse, skulle færdiggøres i hans ånd. Læs mere om Lasse Kreutzfeld under Medlemmer.

NAG kan betragtes som Danmarks uofficielle organ for vedtagelse af danske fuglenavne, idet gruppen er godkendt af DOF´s og LDF´s Hovedbestyrelser med mandat til at etablere moderne, meningsfulde og udtalevenlige danske navne for alle verdens fuglearter.

Der er tale om et omfattende arbejde, idet der skal opnås enighed om navngivning af ca. 10.000 arter samt et antal del-arter (component species), hvilket vil sige, potentielle arter som for nuværende har formel status som underarter.

Da gruppens medlemmer (som der er tradition for i DOF og LDF) arbejder frivilligt, og i øvrigt har arbejds- og familieliv at tage hensyn til, ligger det naturligt for at mødehyppigheden har nogle begrænsninger. Som følge heraf var det forventeligt allerede fra starten af arbejdet, at tidshorisonten med dette vil være omkring 8-10 år! Fra start til absolut helt færdigt arbejde. Forudsat at mødehyppigheden vil fortsætte med 6 møder årligt som det har været tilfældet i de sidste tre år, og at vedtagelsesmængden pr. møde vil ligge på omkring 250-325 navnevedtagelser pr. gang. Under punktet arbejdsprincipper er redegjort nærmere for arbejdsgangen samt de vedtagelser og principper der ligger til grund for arbejdet.